Portugal fik mandag en skuffende optakt til VM, eftersom holdet overraskende måtte nøjes med 0-0 mod miniputnationen Cap Verde, der er nede som nummer 117 i verden.
Portugal havde chancer i kampen, og det er dog det vigtigste, siger stjernen Cristiano Ronaldo.
- Selvfølgelig ville vi gerne vinde, men jeg er overbevist om, at vi vil være bedre til VM. Vi vil være bedre både fysisk og mentalt, og vi vil vise, at vi er et fremragende hold, siger Ronaldo.
Portugal åbner VM mod Elfenbenskysten den 15. juni. Dernæst venter Nordkorea og Brasilien.
/ritzau/








