Den hollandske mester grubler over fremtiden, som kan ligge i tv-branchen.
Han er 35 år, har repræsenteret de største klubber i Holland og rundede en fornem karriere i landet af med et mesterskab i Twente-trøjen. Nu spekulerer Kenneth Perez over næste træk - og det kan ligge uden for fodbolden.
- Der er kommet nogle forskellige tilbud. Interessante og mindre interessante. Men jeg tager min tid til at vurdere, hvad der er det rigtige, og om det skal være inden for fodbolden, siger Kenneth Perez til sporten.dk
Han skal arbejde en uge for hollandsk tv under VM i Sydafrika, hvor han skal fungere som ekspert. Og rollen foran kameraet kan blive Kenneth Perez' permanente job, hvis han vælger at lægge støvlerne på hylden.
- Jeg skal føle efter hos mig selv, hvad er det rigtige. For der er kommet nogle ting uden for fodbolden, som kunne være interessante. Så det går jeg og bruger noget tid på at tænke over, siger Kenneth Perez.
Er det tv- eller træner-vejen?
- Det er tv-vejen.
Er det hollandsk eller dansk tv?
- Det er begge dele.
Kenneth Perez fortæller, at han og familien ikke har travlt med at komme hjem til Danmark.
- Ikke umiddelbart, nej. Det er ikke planen. Vi er utroligt glade for at bo nede i Holland, men vi har jo været her for at spille fodbold, og man ved jo ikke, hvordan det er, når man ikke har fodbolden. Der ligger nogle muligheder rent arbejds- og tv-mæssigt. Men at komme hjem og spille i Danmark er absolut en mulighed, siger Kenneth Perez.








