Kæresten får næsten lige så meget fokus som tenniskampene, når Caroline Wozniacki taler med pressen.
Den danske tennisetter, Caroline Wozniacki, har for øjeblikket fokus på mere end bare tennis og ranglister. I hvert fald er hun ikke bleg for at svare på spørgsmål om sin kæreste, den nordirske golfspiller Rory McIlroy. Det skriver Reuters.
Efter en træningstime forud for turneringen Sydney International i den kommende uge mødte hun pressen. Her bemærkede danskeren kort, at hun ikke var klar over, at verdens nr. 2, Petra Kvitova, kunne overtage førstepladsen med en sejr i turneringen, inden hun gladeligt begyndte at tale om McIlroy.
De to bliver ofte fotograferet sammen, taler om hinanden i interviews og deler drillerier og beskeder om hinanden med resten af verden på Twitter.
- Det er meget svært at være private, når alle ved, hvem vi er, siger Wozniacki,
- Folk er interesserede. Jeg er ligeglad med, om der bliver taget billeder her og der - det er fint. Men vi har en grænse, hvor nogle ting forbliver private.
Tennisspilleren afslører, at de to turtelduer ofte har væddemål kørende. Senest om, hvem der først vandt en turnering. Det gjorde Wozniacki, men hun vil dog ikke afsløre, hvad præmien var. Alligevel fortæller hun, at det kan have noget at gøre med en Liverpool-fodboldtrøje og et foto af McIlroy, der er glødende United-fan.
- Vi er fans af forskellige fodboldklubber, lad os bare sige det sådan, siger hun.








