Caroline Wozniacki havde ingen problemer med at spille sig i finalen ved Tournament of Champions i Bulgarien. Samtidig rykker hun op i top-10 på verdensranglisten.
Med de overbevisende cifre 6-4 6-1 gjorde den danske tennis-darling kort proces mod bulgareren Tsvetana Pironkova i semifinalen ved WTA Qatar Airways tourneringen i Sofia.
Caroline Wozniacki var dog i problemer i første sæt, hvor bulgareren foran hjemmepublikummet startede aggressivt. Men Wozniacki holdt hovedet koldt, mens hjemmebanefavoritten fik gummiarm på de afgørende bolde.
Derfor kunne danskeren gå sejrrigt ud af første sæt.
Herfra var der kun én vej for den tidligere verdensetter. Med en flot og koncentreret indsats i andet sæt vandt hun sikkert 6-1.
Med sejren er Caroline Wozniacki klar til finalen, og samtidig betyder sejren, at hun kravler op i top-10 på verdensranglisten. En flot bedrift efter et år, der har budt på mange nedture.









