Efter sin skuffende deltagelse ved Grand Slam-turneringen, US Open, hvor hun røg ud allerede i første runde, har Caroline Wozniacki i den kommende uges WTA-turnering i Sydkorea muligheden for at snuppe sæsonens første titel.
Den 22-årige danske tennisspiller, der ligger nummer 11 på verdensranglisten, er turneringens højst rangerede spiller, og er derfor blevet tildelt en topseeding.
Og ikke nok med det. Caroline Wozniacki har også fået en perfekt lodtrækning. Således kan hun tidligst møde Maria Kirilenko, Kaia Kanepi, og Julia Görges, der tidligere har besejret hende, i en eventuel finale næste weekend.
Caroline Wozniacki skal i første runde møde Arantxa Rus. Hollænderen er nummer 73 i verden, og blev besejret af danskeren ved sidste års US Open.
Sikrer Caroline Wozniacki sig den ventede sejr, kan hun i anden runde støde ind i den fjerdebedste rumænske damesingle-spiller, Alexandra Cadantu, mens hun i eventuelle kvart- og semifinaler står til at møde henholdsvis Klara Zakopalova, Tjekkiet (seedet 7) og Nadia Petrova, Rusland (4).
- Caroline har ikke mig med til Sydkorea. Planlægningen af den daglige træning tager hendes far (Piotr Wozniacki, red.) sig af. Men det har hele tiden været vores aftale. Jeg er jo direktør for Stockholm Open (ATP-turnering, red), og har i den forbindelse meget travlt frem til slutningen af oktober, siger den tidligere svenske topspiller, Thomas Johansson, der endnu ikke har fået besked på, hvorvidt han skal fortsætte som hendes træner.
Først når Caroline Wozniacki i oktober vender tilbage til Europa fra Asien, hvor hun de næste uger deltager i turneringer i Sydkorea, Japan og Kina, kan han forvente at få besked på hendes beslutning.
- Jeg er klar til at fortsætte samarbejdet. Men nu må vi se, siger Thomas Johansson.
Der spilles ved Korea Open i Seoul om en samlet præmiesum på en halv mio. US-dollars (ca. tre mio. danske kroner). Heraf får vinderen en check på 112.000 US-dollars.









