Caroline Wozniacki havde natten til fredag tabt det første sæt 4-6 til russeren Anastasia Pavlyuchenkova, da kampen måtte afbrydes på grund af regn.
Caroline Wozniacki er bagud mod russeren Anastasia Pavlyuchenkova i WTA-turneringen Western & Southern Open i Cincinnati, Ohio. Men hvis danskeren vender kampen og vinder de to næste sæt, venter der hende en ny svær udfordring senere på dagen.
Wozniackis kamp mod Pavlyuchenkova blev afbrudt efter første sæt, som den 21-årige russer vandt 6-4. Kampen bliver ifølge WTAs officielle hjemmeside først genoptaget kl. 17.30 dansk tid (11.30 lokal tid). Hvis Wozniacki kan komme tilbage og vinde kampen, har hun kun få timer til at restituere, inden der venter en ny udfordring i form af tjekken Petra Kvitova.
Wozniackis eventuelle kvartfinale mod Kvitova er programsat til at blive spillet som den femte kamp om aftenen lokal tid på Centre Court, dog tidligst kl. 2.30 dansk tid (20.30 lokal tid).
Danskeren var i sidste uge ude i samme situation. Her måtte hun i den canadiske Rodgers Cup ligeledes på¨grund af regn både slå Varvara Lepchenko og Alexandra Wozniak den samme dag, inden hun i semifinalen tabe til Petra Kvitova. På twitter betegnede hun de to kampe på samme dag som 'en lang, men god dag på kontoret'.








