Carolines styrketræning er den afgørende faktor, som gør at hun næsten er umulig at slå, mener træner Sven Groeneveld.
Større og stærkere. Selvom der endnu er et stykke vej, før hun kan lægge arm med Williams-søstrene, er Caroline Wozniacki blevet et rigtigt tennis-jern. Den danske super-kvinde går i øjeblikket fra triumf til triumf, og nøglen er hendes forøgede styrke.
Det mener hendes træner Sven Groeneveld, der er en del af Adidas-programmet, og som i flere år har arbejdet med den danske tennis-stjerne.
- Hun har arbejdet meget med overkroppen, og hendes styrke i muskel-korsettet er helt sikkert forbedret. Og det skal du have for at kunne lave en stor serv. For at kunne være stabil, skal du kunne holde kroppen og serven i balance, forklarer den hollandske træner.
Samtidig har det gavnet Caroline Wozniacki, at hun holdt en lang pause efter Wimbledon, så hun ikke længere døjer med eftervirkninger af forskellige småskader.
- Hun har ikke længere nogle svage punkter, som de andre spillere kan banke løs på. Det er den største forskel i forhold til tidligere, fastslår Sven Groeneveld.








