Williams var nede i Azarenkas sæk, men tog endnu en stor sejr midt i et fantastisk ridt tilbage mod verdenstoppen.
Var der ikke noget med, at Serena Williams var ved at være for gammel til toptennis? Svaret til analysens budbringere kom i nat i US Open-finalen.
Her gennemtrumfede den 30-årige amerikaner det faktum, at hun er nutidens største kvindelige tennisspiller i en spændende finalesejr på 6-2, 2-6, 7-5 over verdensetteren Victoria Azarenka. Sejren blev den fjerde US Open-titel til en Serena Williams, der har været i konstant opadgående kurve, siden hun i maj røg ud af French Open efter et smerteligt nederlag til Virginie Razzano.
Og selvom Serena Williams er buldret gennem til US Open-finalen med uimodståelige vinderslag affyret som maskingeværsalver. Men Serena Williams var faktisk nede i den hviderussiske sæk, da hun tabte andet sæt 2-6, og Azarenka servede for sejren ved stillingen 4-5 i tredje sæt.
- Jeg var ved at forberede min taber-tale, sagde Serena Williams efter sejren. Den 15. Grand Slam-sejr, siden hun tog sin første som 17-årig i 1999.
Siden har hendes temperament og mentale nedsmeltninger endda kostet hende flere sejre, end talentet måske berettiger til. Hun beskriver nedturen i dette års French Open som en af de hårdeste i hendes karriere.
Men som hun siger til New York Times efter sejren i nat.
- Det virker som om, at det var evigheder siden.
Og man kan godt forstå Serena Williams. For siden har hun sat sig i vinderbussen og kørt i en rute hen over Wimbledon-sejr i single og double. Derefter gik turen hen over olympisk guld på samme anlæg, før US Open i nat gav energi til at vinde mere.
- Selvom jeg er 30, så føler jeg mig så ung. Jeg har har aldrig følt mig så klar og sulten, hævder hovedpersonen.
På trods af nederlaget til Victoria Azarenka viste hviderusseren igen, at hun er en af de få, der kan vippe en formstærk Serena Williams af pinden. Hun fremtvang 45 uprovokerede fejl fra overkvinden, inden de 44 vindere var nok til et nederlag.
Azarenka beholder dog førstepladsen på verdensranglisten, mens Serena Williams mandag rykker op som nummer fire. Danske Caroline Wozniacki røg ud af US Open i første runde og falder til at være den 11.-bedste på ranglisten.










"Hun fremtvang 45 uprovokerede fejl fra overkvinden"! Det er da vist, hvad man kalder en 'contradictio in adjectio'. Hvori består det uprovokerede, hvis modstanderen fremtvinger disse fejl?