Kim Clijsters overlevede fire matchbolde, mens hun kæmpede mod en ankelskade, og i sidste ende, var hun stærk nok til at besejre Li Na.
Det lignede en tidlig exit for Kim Clijsters, da hun var nede 2-6 i tiebreak i andet sæt efter at have tabt første til kinesiske Li Na. Men den 28-årige belgier, der har proklameret, at 2012 bliver hendes sidste sæson, viste en fantastisk moral og hev sig selv op ved hårrødderne.
Hun vendte kampen på fantastisk vis og kom tilbage vandt i tre sæt 4-6, 7-6 (8-6), 6-4. Undervejs var Clijsters oven i købet hæmmet af en ankelskade, som hun pådrog sig kort inde i første sæt. Her vred hun om på anklen ved stillingen 30-30 i sjette parti, og efterfølgende havde Li Na nemt ved at tage sættet 6-2.
Men Clijsters kom stærkt tilbage og viste, hvorfor hun må regnes som en af de absolutte favoritter til årets første Grand Slam, medmindre hun får alvorlige problemer med anklen efter denne kamp.
Clijsters møder nu vinderen af kampen mellem Caroline Wozniacki og Jelena Jankovic, der spilles senere søndag.
Efter kampen blev den belgiske mor til snart fire-årige Jada spurgt, om ikke denne kamp var hendes bedste comeback nogensinde:
- Det er den nødt til at være. Jeg kan ikke tro på, at jeg vandt den.
- Jeg vidste inden kampen, at den ville blive hård, både fysisk og mentalt. Men det her forventede jeg ikke. Det er fantastisk, at jeg kom igennem det og kæmpede mig videre. Det var ikke mit bedste tennis, men jeg forsøgte bare at vinde hvert eneste point og ikke give op, sagde Kim Clijsters ifølge BBC.
Da Clijsters vred om på anklen, var det tydeligt, at hun havde slemme smerter. Hun fik en stram forbinding og smertestillende piller, og det så umiddelbart ud til, at hun havde spillet sin sidste duel nogensinde ved Australian Open.
- Jeg overvejede et par gange at trække mig, men jeg ville ikke give op den sidste gang, jeg spiller Australian Open, sagde Clijsters.








