Den danske doublespiller, Frederik Løchte Nielsen, er i kvartfinalen med sin britiske makker Jonathan Marray
Frederik Løchte Nielsen har for alvor grebet chancen i sin første Wimbledon-optræden nogensinde og formår også i anden uge af turneringen at holde den danske fane højt hævet, efter Caroline Wozniacki allerede i første kamp skuffende måtte sige farvel til græsbanerne i London efter et nederlag til den useedede østriger Tamira Paszek.
Sammen med sin makker i double, briten Jonathan Marray, er Frederik Løchte Nielsen nu helt fremme i kvartfinalen, efter at duoen mandag eliminerede det 8. seedede pakistansk/hollandske par, Aisam-Ul-Haq Qureshi og Jean-Julien Rojer.
Det blev som ventet en meget tæt affære. I de første to sæt formåede begge par at holde deres serv hele vejen. Derfor blev både første og andet sæt afgjort i tiebreak, og her var det royale par, Frederik og Marray, som den dansk/britiske duo lidt drillende bliver kaldt, lige den tand skarpere end deres modstandere, der gjorde, at de kunne tage begge sæt 7-6.
Qureshi og Rojer svarede dog godt igen ved at levere kampens første servegennembrud til 1-0 i tredje sæt, men Frederik og Marray svarede hurtigt igen og brød tilbage til 2-2.
Kampen blev afbrudt ved stillingen 4-3 til Frederik og Marray, da regnen pludselig begyndte at styrte ned over London. Og det blev den ved med, så kampen blev udsat til genoptagelse tirsdag middag.
Det lunefulde sommervejr over London, som vi også kender så godt herhjemme, tillod dog kun få partiers spil, inden en ny regnbyge greb forstyrrende ind. Denne gang ved sætstillingen 6-6 og en 4-2-føring til det pakistansk/hollandske par i kampens tredje tiebreak.
Og alle disse afbrydelser slog tilsyneladende rytmen i stykker hos Frederik og Marray. For da spillet igen blev sat i gang, servede Qureshi/Rojer tredje sæt sikkert hjem, og det pakistansk/hollandske par holdt momentum videre ind i fjerde sæt, som duoen vandt 7-5.
Dermed var kampen igen helt lige med 2-2 i sæt. Og ligheden kom også til udtryk på banen, hvor de to par fulgtes ad til 5-5. Så kom breaket. Og det var Frederik og Marray, der slog til.
På fjerde breakbold ved 5-5 lykkedes det at skabe det forspring, der skulle til. Og så kunne Frederik Løchte Nielsen efter fire timers spil og på det dansk/britiske pars syvende matchbold serve sejren hjem til slutcifrene 7-6, 7-6, 6-7, 5-7, 7-5.
Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray har nu elimineret to af double-turneringens seedede par, men i kvartfinalen får det dansk/britiske par useedet modstand. Her skal de to nemlig møde amerikaneren James Cerretani og franskmanden Edouard Roger-Vasselin.








