Frederik Løchte Nielsen skal hyldes mandag aften i Kongens Have i København.
Frederik Løchte Nielsen vandt lørdag som den første dansker nogensinde en af Wimbledon-rækkerne på senior-plan, da han sammen med sin engelske makker, Jonathan Marray, triumferede i herredouble.
Det er en historisk bedrift, og det skal naturligvis fejres.
Dansk Tennis Forbund skriver på sin hjemmeside, at Frederik Løchte Nielsen skal hyldes i Kongens Have i København fra 19-20 i forbindelse med Aftenshowet på DR-TV.
Forbundet skriver, at alle er velkomne. Det eksakte program vil fremgå i løbet af mandagen på DTFs hjemmeside.









