Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Frederik Løchte Nielsen, da han fredag spillede sig i sin første Wimbledon-finale.
Det var nok de færreste, der havde regnet med, at den dansk-britiske duo bestående af Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray fredag ved semifinalen i Wimbledon ville slå tvillingebrødrene Bob og Mike Bryan, der er kongerne af herredouble. Men det gjorde de.
Dermed har Danmark for første gang i 57 år en senior-spiller i Wimbledon-finalen på herresiden.
Dengang var det Løchtes farfar, Kurt Nielsen, der var i finalen i herresingle. Sejren over amerikanerne kom i hus takket være en fantastisk begyndelse på kampen for den undertippede duo, og efter fire sæt var det hele afgjort. Her havde kampen tre gange været i tiebreak, og resultatet 6-4, 7-6, 6-7, 7-6 fortæller, hvor intenst opgøret var. I dag bliver der så spillet finale på den legendariske Centre Court, og det er noget, Frederik Løchte Nielsen ser meget frem til.
- Det er den største tennisturnering i verden, og det er det, alle tennisspillere drømmer om, så at det er gået i opfyldelse, det er helt vildt. siger danskeren til sporten.dk
De to Bryan-brødre var med 11 Grand Slam-titler og 78 titler i alt kæmpefavoritter, og derfor er det ekstra stort for danskeren, at han nu er nået til finalen.
-Når man har et run i en turnering som den her, så er det federe at slå de bedste par. Og de er det bedste par igennem tiderne i mine øjne. Derfor var det også mere tilfredsstillende, siger Løchte.
Med sejren over Bryan og Bryan er Frederik Løchte Nielsen fyldt med selvtillid før finalen, hvor han sammen med Jonathan Marray møder svenske Robert Lindstedt og rumænske Horia Tecau, der er femteseedet i turneringen.
- Når vi nu har vundet fem kampe og er kommet til en finale, så har vi uden tvivl en masse selvtillid. Jeg håber, at vi kan fortsætte, og så kan alt ske. Det er måske 60-40 i deres favør, men jeg synes absolut, at vi har en chance for at vinde.
Kampen spilles efter damernes singlefinale, der begynder klokken 15. Her møder den firedobbelte mester Serena Williams polakken Agnieszka Radwanska.










