Caroline Wozniacki har planerne for 2010-sæsonen klar.

Men selvom hun satser benhårdt på at forsvare sin fjerdeplads på WTA-singleranglisten, har hun også store ambitioner om at gøre det godt i damedouble.

- Jeg har netop sagt ja til at danne duo med Anabel Medina Garriques hele næste sæson, fortæller Caroline Wozniacki til sporten.dk og tilføjer:

- Det glæder jeg mig meget til. Hun er en fantastisk doublespiller. Sammen vandt vi China Open i fjor. Men eftersom hendes tidligere makker (Virginia Ruana Pascal, red.) er på vej til at indstille karrieren, skulle hun ud at finde en ny makker. Og valget faldt altså på mig.

Anabel Medina Garrigues, 27, er ingen "Miss Nobody" på den internationale tennisscene. For blot et halvt år siden vandt hun sammen med Virginia Ruana Pascal, 36, damedouble ved Grand Slam-turneringen, French Open, i Paris, og året før var de i OL-finalen i Beijing.

- Vi har aftalt at vi spiller omkring 10 turneringer sammen. Alle fire Grand Slams og de største af Masters-turneringerne, fortæller Caroline Wozniacki.

Flere eksperter har ellers rådet den 19-årige danske tennisspiller til fremover kun at koncentrere sig 100 procent om single-karrieren.

- Men der er plads i mit program til damedouble, fordi jeg i næste sæson ifølge WTAs turneringsreglement for Top 10-spillere ikke har lov til at stille op i lige så mange singleturneringer som i år. Fra jeg har spillet 26-27 turneringer, kommer jeg i 2010 kun på banen i 16-18 turneringer, fortæller Caroline Wozniacki.

Én af de turneringer hun tvinges til at droppe er "Swedish Open" i Båstad, hvor hun de seneste to år både har været vindende og tabende finalist.

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Men fordi jeg er Top 10-spiller, må jeg hvert halve år kun spille én turnering med en samlet præmiesum på 220.000 US-dollars. Og "Swedish Open" afvikles altså kun en måned inden jeg stiller op ved "Danish Open" i Farum i august, siger Caroline Wozniacki.

I disse dage er hun tilbage i Danmark efter i direkte forlængelse af sæsonfinalen Sony Ericsson Championships i Qatar at have holdt ferie på Mauritius sammen med gode tennisveninder.

- Jeg har ikke rørt en tennisketcher de seneste 14 dage. Kroppen har efter den lange sæson haft godt af hvile. Men nu skal jeg i gang igen. Sammen med min familie snart til Barbados. Foruden en opvisningskamp mod Serena Williams (28. november, red.) har jeg valgt at kombinere ferie med masser af fysisk træning, siger Caroline Wozniacki under en kort pause ved en autografskrivnings-seance i Aalborg-forretningen Salling.

2010-sæsonen indleder hun i øvrigt i Hong Kong.

Sammen med veteranen Stefan Edberg og veninden Victoria Azarenka repræsenterer hun Europa ved Nations Cup mod lignende tre-mands-hold fra USA, Rusland og Asien. Og herefter gælder det WTA-turneringer i blandt andet Sydney, Melbourne og Doha.

Send til en ven


Tak fordi du tipper om indhold på sporten.dk.

Du kan sende til flere ved at indtaste flere email-adresser med komma i mellem. Dog max 10 forskellige.