Caroline Wozniacki måtte udgå fra WTA-turneringen Internazionali BNL d’Italia og får ikke flere kampe forud for French Open om 14 dage.
I sidste uge vred hun om på sin højre ankel i WTA-turneringen i Madrid, og onsdag måtte Wozniacki give op allerede i første runde af Internazionali BNL d’Italia.
Caroline Wozniacki stod ellers over for Anabel Medina Garrigues, der blot er rangeret som nummer 31 på listen over verdens bedste tennisspillere, og den danske tennisstjerne havde gode muligheder for at tanke selvtillid op forud for French Open om 14 dage.
Wozniacki lignede dog – ifølge flere followers på Twitter – et spøgelse sammenlignet med sin spanske modstander og kunne muligvis være hårdt plaget af den allergi, hun blev ramt af ved sin ankomst til Italien fredag.
- Jeg elsker Rom. Hvilken flot by. Det eneste problem er, at jeg allerede er blevet ramt af allergi, skrev Wozniacki på Twitter.
I Rom var Anabel Medina Garrigues foran 6-4, 4-0, da danskeren gav op, og nu må Wozniacki møde op til årets store grusbaneturnering i Frankrig uden den store kamptræning.
- Det er selvfølgelig dødtrist, for det er dårlig forberedelse til Paris. Hvis det er anklen, der driller, vil hun ikke kunne træne op til turneringen, og det vil være ærgerligt, siger tennisekspert Michael Tauson.
Han er dog ikke bange for, at tilbagetrækningen i Italien vil få den helt store indflydelse på Wozniackis muligheder i French Open.
- Det er ikke mange uger siden, at Caroline Wozniacki slog Serena Williams, så hun kan ikke være så langt fra formen. Vi skal ikke male fanden på væggen endnu, pointerer Michael Tauson og fortsætter:
- Wozniacki mangler noget selvtillid, men hun skal prøve at tage nogle af de gode ting frem. Alt andet lige har hun bevist, at hun godt kan vinde. Det er mystisk med selvtillid. Lige pludselig rammer man den igen, selv om man ikke forventer det. Det kan komme i løbet af no time.








