Den danske tennispige lammetævede Kai-Chen Chang med 6-0 og 6-0 i 2. runde af US Open.
Der var absolut ingen medlidenhed fra Caroline Wozniackis side, da hun fejede bane med den unge modstander fra Taiwan. Klasseforskel er nærmest for lille et ord til at beskrive Wozniackis overlegenhed.
22 minutter var, hvad Caroline skulle bruge for at tage første sæt hjem i overlegen stil. Med stor kraft og gode server uddelte hun et æg til Kai-Chen Chang fra Taiwan, der ikke fik et ben til jorden.
Og andet sæt startede ligeså katastrofalt for Chang, der formøblede en 40-15-føring i egen serv. Med endnu et servegennembrud havde Caroline Wozniacki endegyldigt sat sig på kampen, og sættet blev en kopi af første.
Wozniacki dominerede totalt, og hendes styrke må skræmme konkurrenterne. Hun spiller med en selvtillid, man ikke tidligere har set.
Efter godt tre kvarters ensidig tennis kunne Caroline Wozniacki strække armene i vejret efter at have givet Kai-Chen Chang en kæmpe tennislektion og et par store briller. 6-0, 6-0 og så videre til 3. runde for den danske tennispige.








