Wozniacki er i anden runde af French Open i double med sin nye slovakiske makker.
Den nye double-konstellation med Caroline Wozniacki og slovakken Daniela Hantuchova kom fint fra start i French Open, da parret i to sæt besejrede tyskerne Malek og Petkovic.
Wozniacki og Hantuchova kom lidt skidt fra start i kampen mod tyskerne og blev brudt allerede i første parti, og duoen kom også bagud 4-2, inden vinden vendte for den dansk/slovakiske konstellation, således at Wozniacki og Hantuchova kunne vinde første sæt 7-5.
Andet sæt blev en tæt affære, hvor de to par fulgtes til 6-6, hvorefter der måtte en tiebreak til at afgøre sættet.
Også denne serve-duel blev en tæt og langtrukken affære, men efter tre matchbolde og sammenlagt én time og 38 minutters tennis kunne Wozniacki og Hantuchova hive sejren i land med 10-8 i tiebreaken, således at kampens cifre blev 7-5, 7-6.
I næste runde kommer Caroline Wozniacki og Daniela Hantuchova på lidt af en svendeprøve, når der er topmøde i damedouble i French Open. Modstanderne er nemlig ingen ringere end de topseedede søstre Serena og Venus Williams, der let vandt deres første kamp 6-0, 6-1 over det belgisk/thailandske team Flipkens/Tanasugarn.
Dermed er single-ranglistens nummer ét, to og tre samlet på samme bane på én gang. Kun Daniela Hantuchova falder lidt udenfor i det selskab, da hun lige nu er nummer 26 på verdensranglisten.








