Der findes få danske sportsudøvere med samme ambitionsniveau som Caroline Wozniacki. Alligevel blev 2009 året, hvor resultaterne og oplevelserne overgik selv det, verdensranglistens nummer fire havde forventet
- Jeg har haft et fantastisk år og lavet super-resultater og i det hele taget haft nogle fantastiske oplevelser gennem tennis. Der har været nogle hårde oplevelser imellem, hvor jeg alligevel er endt ovenpå hver gang. Det har i det hele taget været et år, som jeg er rigtig stolt af, og som jeg vil kigge tilbage på med et smil, siger Caroline Wozniacki, da B.T. møder hende på en bænk i K.B. Hallen efter træningen.
Nomineringen til B.T.s Guld er en naturlig følgesvend til et år, der lukkede munden på de fleste kritikere. Wozniacki brød ikke bare ind i top 10. Hun kom også i sin første Grand Slam-finale i US Open og sluttede sæsonen med en semifinaleplads i Doha. Det betød, at hun endte på verdenstranglistens fjerde trin.
Også dårlige perioder
- Det er en rigtig rar fornemmelse. Især når man har kæmpet og trænet så hårdt for det. Jeg har også gjort det bedre, end jeg selv havde forventet. Det er nok det, der gør det til den allerbedste fornemmelse. Jeg kan kigge tilbage og sige: Det her lykkedes, siger Caroline Wozniacki.
Kvindernes måske største fighter leverede de største resultater i august, hvor hun vandt i New Haven. Derefter tog hun både New York og resten af verden med storm på vejen mod finalenederlaget til Kim Clijsters i US Open-finalen. Samtidig var det også den tid, hvor hun havde det bedst uden for banen.
- Det var i den periode, jeg følte mig bedst tilpas. Både formen og den måde, jeg følte mig sikker på uden for banen var bedst i hele den periode, forkarer Caroline Wozniacki.
Senere kom der mindre behagelige oplevelser med en sygdomsperiode i Asien og de senere afviste beskyldninger om aftalt spil, da hun måtte udgå med en skade i Luxembourg. Men Caroline Wozniacki sluttede med maner i sæsonfinalen.
Sæsonen har givet en bunke erfaringer og ny rutine, som får Danmarks største tennishåb til at føle sig sikker på sin berettigelse i verdenseliten.
- I det hele taget føler jeg mig meget hjemme på WTA -touren nu. Hver gang, vi kommer til et nyt sted, så har jeg været der før. Og jeg ved, hvordan tingene skal foregå. Jeg behøver ikke længere være genert over for arrangører og sponsorer. Jeg kan bedre være åben og mig selv, fortæller Caroline Wozniacki.








