Ifølge sporten.dks oplysninger har Kenneth Zohore nu skrevet under med Fiorentina. Kontrakten lyder på tre et halvt år og gælder med øjeblikkelig virkning.
Kenneth Zohore skifter med det samme fra FCK til Fiorentina. Kontrakten er netop blevet underskrevet, erfarer sporten.dk
Den unge angriber har været i Firenze i weekenden og efter et veloverstået lægetjek, blev en tre et halvt-årig kontrakt underskrevet med Fiorentina, som aktuelt er placeret midt i Serie A på en tiendeplads.
Sporten.dk fangede Zohore efter han havde skrevet under, mens han var på vej op i flyet til København.
- Jeg er utroligt glad. Det har været en stor oplevelse at være i Italien og møde folk her i Fiorentina. Jeg er glad for, at vi har skrevet under og glæder mig til at begynde her i Fiorentina, siger Zohore til sporten.dk.
Kenneth Zohore har ikke formået at tilspille sig en plads i FCK-angrebet, og FCK har netop købt angriberen Mostafa Abdellaoue. Med N'Doye, Santin og Nordstrand i den offensive stald har udsigten til spilletid for Zohore ikke været god.
Kenneth Zohore er kendt som en fysisk pragteksemplar, som FC København sendte på banen som indhopper i Champions League i efteråret 2010, da man mødte Barcelona. Dengang var Zohore endnu ikke født 17 år, så han skrev sig ind i historien som den næstyngste CL-spiller nogensinde, kun overgået af belgieren Celestine Babayaro.
I 2010 blev Zohore, der fylder 18 år i morgen, den yngste debutant i Superligaens historie, da han debuterede mod AGF i en alder af 16 år og 35 dage.









