Oscar Wendt meldes tæt på Bologna, og venstrebacken siger selv, at han klar til at forlade FCK
Den svenske forsvarsspiller har i de seneste par sæsoner været en stor profil for FC København – men nu ser det ud til, at Oscar Wendt er tæt på at pakke kufferten og forlade de danske mestre.
Helt konkret drejer det sig om Serie A-klubben Bologna, der ifølge Wendts agent, Nicklas Jensen, er meget interesseret i at få svenskerens signatur på en kontrakt. Og Wendt bekræfter også over for sporten.dk, at Bologna i øjeblikket ligner det mest sandsynlige bud, hvis FCK skal skiftes ud med en ny klub.
- Jeg ved, at Bologna er interesseret i mig, men om de har kontaktet FCK eller ej, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at de gerne vil have mig, siger Oscar Wendt og fortæller, at han føler sig klar til at prøve noget andet end FCK og Superligaen.
- Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil væk på et tidspunkt. Jeg er klar til nye udfordringer og føler, jeg har udviklet mig meget i de seneste par sæsoner, så dette transfervindue er måske ikke et dumt tidspunkt at skifte på, siger Oscar Wendt.
Selvom det altså lugter lidt af, at Oscar Wendt snart er fortid hos Byens Hold, så garanterer han klubben og holdets fans, at han ikke lader sig forstyrre af opmærksomheden fra andre klubber.
- Lige nu er mit fokus på at spille for FCK og få os et skridt nærmere Champions League på onsdag. Så længe jeg har kontrakt her, så er det det, jeg koncentrerer mig 100 procent om.









