AaBs tilhængere vinker farvel til anfører Kjetil Wæhler, der får en gammel drøm opfyldt med skiftet til IFK Göteborg.
Der var næppe mange AaB-tilhængere, der havde forudset, at klubbens anfører, Kjetil Wæhler, fredag ville skifte AaB ud med svenske IFK Göteborg. Tabet af anføreren gør ondt helt ind i den nordjyske fodboldsjæl, og den norske landsholdsspiller gør næppe pinen mindre med følgende udtalelse:
- Jeg har længe haft en drøm om at spille for IFK Göteborg. Jeg er vokset op med deres fremgang i 80erne og 90erne, og det er en af de største klubber i Skandinavien, som altid skal spille med om titler. Jeg spiller altid for at vinde, så det passer mig perfekt at komme til en klub med de ambitioner, IFK har, siger Wæhler til IFK Göteborgs hjemmeside.
35-årige Kjetil Wæhler, der kom til AaB i 2009, har skrevet en to-årig aftale med den svenske klub, som i 1980erne og 90erne dominerede svensk fodbold med ti mesterskaber. Desuden vandt Göteborg-mandskabet UEFA Cup'en i både 1982 og 1987.
tipsbladet.dk









