AC Horsens fik tre spillere skadet, da holdets reserver mødte SønderjyskEs ditto.
AC Horsens mødte mandag eftermiddag SønderjyskE i et opgør i den danske reserveliga, og det blev et meget dyrt møde for Den Gule Fare. Ikke så meget på grund af nederlaget på 2-0, men fordi hele tre Horsens-spillere måtte lade sig udskifte med en skade.
Efter 24 minutter var den gal første gang, da Søren Jensen måtte forlade banen med en ankelskade. Fire minutter inde i 2. halvleg var det Anders Nøhrs tur, da han fik et riv i baglåret, og endelig måtte også André Bjerregaard humpe fra banen, efter han faldt forkert ned efter en nærkamp. Det skriver klubbens hjemmeside.
Omfanget af Horsens-trioens skader kendes endnu ikke, men det må uden tvivl give grund til panderynker for jyderne, der i forvejen har Nabil Aslam og Martin Retov på skadeslisten.
De to mål i kampen blev scoret af Tommy Bechmann og Kenneth Fabricius.
tipsbladet.dk










