Nu 32-årige Peter Foldgast vender tilbage til Brøndby, hvor han afløser Mads Davidsen som træner for U/19-holdet
Da Brøndbys U/19-træner Mads Davidsen fik job på et fodboldakademi i Shanghai, gik Superliga-klubben på jagt efter en træner, der skal styre klubbens ældste talenter og klæde dem på til livet som seniorspiller. De har nu fundet manden i 32-årige Peter Foldgast, der selv har spillet i klubben fra år 2004 til 2004.
- Jeg har selv prøvet at slippe igennem nåleøjet fra det samme hold i den samme klub. Jeg betragter det som en fordel, at jeg har mærket springet fra U/19 til Superliga på egen krop, for der er en verden til forskel. Jeg ved godt, at ikke alle spillere er ens, men jeg har alligevel gjort mig nogle erfaringer med hensyn til, hvad der virkede for mig - og hvad jeg burde have gjort anderledes for at være kommet endnu længere. Det vil jeg bruge aktivt, siger Foldgast til klubbens hjemmeside.
Klubbens talentchef Kim Vilfort er begejstret for matchet med Peter Foldgast, der i januar fik den påkrævede A-trænerlicens.
- Peter har fra starten af vores research vist sig at indeholde de kompetencer og det trænertalent, som vi har ledt efter. Selv om han ikke har et tungt træner-CV endnu, har han fået meget flotte skudsmål med fra alle de trænerinstruktører og andre fodboldfolk, vi har talt med.
- Derudover er Peters personlige kompetencer og udstråling helt rigtig i forhold til de unge spillere, han nu skal træne, og vi ser det også som en klar styrke, at han ved, hvad der skal til for at tage springet fra talentafdelingen til Superligatruppen. Peter er meget ambitiøs med trænergerningen, og vores forventninger til ham er, at han fastholder og udbygger det høje træningsniveau, vi har i talentafdelingen, siger Vilfort.
Ud over Brøndby optrådte Peter Foldgast i sin aktive karriere for Rot Weiss Essen, AGF, EB/Streymur og FC Vestsjælland, inden han i sommeren 2009 indstillede sin karriere på grund af en alvorlig knæskade.
tipsbladet.dk










