I fire år havde SønderjyskE's Quincy Antipas en sjælden lidelse, der hæmmede hans karriere og kunne have ødelagt hans krop.
Da den nuværende SønderjyskE-angriber Quincy Antipas i sommeren 2008 kom til Danmark, havde den i dag 27-årige fodboldspiller fra Zimbabwe uden at vide det et potentielt ødelæggende problem med sig, som kunne have stoppet hans karriere før tid.
For siden 2006 havde angriberen døjet med nogle voldsomme kramper i læg-musklerne og omkring sine skinneben, og uden at Antipas og hans tidligere klublæger vidste det, led Antipas af det såkaldte Kompartmentsyndrom.
Tilstanden giver et alt for højt tryk i muskler og blodkar, og da Antipas var til prøvetræning i juli 2008 i Randers, hæmmede problemet angriberens præstation.
- Det var gået godt indtil da, men da jeg fik kramperne i kampen mod Brøndby, kunne jeg slet ikke spille. Det ødelagde fuldstændig min chance for at få en kontrakt, siger Quincy Antipas til Tipsbladet.
- Det gik virkelig ud over mine præstationer. Det kom især under kampe på vilkårlige tidspunkter. Jeg var bange for, hvad det var, for det gik jo ud over min evne til at spille fodbold, siger Quincy Antipas.
Kompartmentsyndrom, som er en ganske sjælden tilstand, Micah Richards og Michael Ballack også har døjet med, kan ubehandlet - som Antipas' var det i flere år - ende med at give alvorlige og akutte komplikationer, hvor lægerne skal operere omgående for at forhindre vævs-død og i yderste tilfælde nyresvigt og amputation.









