Brøndbys bestyrelse bør holde sig til én talsperson, så der ikke kommer mere uro, mener Jesper Jørgensen.
Hvis der skal komme ro på skuden i Brøndby, er det bedst for klubben, at næstformand Benny Winther stopper med at udtale sig til pressen.
Det mener sportsøkonomen Jesper Jørgensen fra revisionsfirmaet Deloitte, efter Benny Winther mandag såede tvivl om Frank Buch-Andersens redningsplan for Superligaens bundprop. Udmeldingen kommer, efter direktør Tommy Sommer Håkansson over for sporten.dk forklarer, at næste skridt ligger hos Brøndby.
- Normalt er det bestyrelsesformanden, der svarer på spørgsmål i en bestyrelse, og resten tier stille. Ellers risikerer du netop det her med, at de siger tingene med forskellig betoning, selv om de i bund og grund siger det samme, siger Jesper Jørgensen oven på Børsens historie om, at Benny Winther savner detaljer i Frank Buch-Andersens investeringsplan.
Her sagde Benny Winther blandt andet:
- Kapitaludvidelsesplanen er foreløbig næsten kun på avisplan. Jeg har efterspurgt mere viden om planen, men jeg har ikke fået den. Jeg mener, at projektet er for ufærdigt, skriver Børsen.
Den udmelding tror Jesper Jørgensen bare ikke på.
- Benny Winther lyder jo, som om han er faldet ned fra rummet ligesom ham Felix Baumgartner. Jeg læste den historie, men tænkte, den køber jeg ikke, gamle dreng. Han er fuldstændig opdateret på, hvad der sker. Jeg kan slet ikke forestille mig andet.
- Det kan være en dumsmart bemærkning eller en tanketorsk. ”Jeg har ikke set nogen plan”. ”Nej, det er, fordi den er under udarbejdelse”. Han har ikke svaret forkert, men han har da dælme heller ikke svaret særligt rigtigt, hvis man skal tænke på klubben i hvert fald. De sidder jo og arbejder på det, forklarer Jesper Jørgensen og kommer med denne opfordring til Benny Winther:
- Han skal have kredit for at støtte op om klubben økonomisk, men uanset hvor mange penge, bestyrelsesmedlemmerne har i selskabet, forvirrer det billedet. Han burde være klappet i og have sagt, man bare kunne snakke med formanden.
Sportsøkonomen håber for Brøndbys skyld, at forhandlingerne med Frank Buch-Andersen og investorgruppen ender positivt.
- Hvis det her ikke bliver til noget, vil jeg nødig være den Brøndby-ledelse, der står og forklarer det bagefter. For det bliver da noget af en storm, de bliver mødt med den dag. Dermed ikke sagt, at de ikke kan komme videre, men den dag vil det hagle ned med spørgsmål over dem, siger Jesper Jørgensen.
Benny Winther har ikke svaret på sporten.dks henvendelser.










