I et tæt kampprogram får FC København lidt luft i kalenderen af DBU med en kampflytning. Aben ender dog hos Sønderjyske.
Med europæisk fodbold, Superliga og pokalkampe kan programmet i fodboldturneringen blive ganske presset for nogle hold. Også lidt for presset, mener sportschefen for Sønderjyskes Superligahold Ole Nielsen.
Han må konstatere, at hans holds pokalkamp mod FC København onsdag den 31. oktober i Haderslev er blevet flyttet af DBU til torsdag den 1. november.
Flytningen giver FC København, der har Superligakamp i Horsens om mandagen den 29. oktober lidt luft i forhold til pokalopgøret i Haderslev. Men aben har DBU flyttet videre til sønderjyderne, da de spiller Superligakamp mod FC Nordsjælland lørdag den 3. november. Og det er de godt fortørnede over i Sønderjyske.
- Vi er bestemt ikke tilfredse med beslutningen om at flytte kampen til torsdag. Det giver spillerne mindre end 48 timer til restitution og evt. skadesbehandling. Jeg synes ikke, at det er sportsligt ansvarligt, siger Ole Nielsen på klubbens hjemmeside.
Han har forståelse for, at der i de hjemlige turneringer tages hensyn til danske hold, der deltager i europæiske turneringer. Men han forstår ikke, at det skal gå ud over Sønderjyske.
- Det er glædeligt for dansk fodbold, at FC København sammen med andre superligaklubber spiller i de europæiske turneringer. Dette skal man naturligvis også tage hensyn til i forbindelse med planlægningen af den hjemlige pokalturnering og Superligaen. Problemet i dette tilfælde er bare, at sorteper bliver sendt videre til Sønderjyske. Det er vi ganske enkelt ikke tilfredse med, siger sportschefen.
- Vi har også i denne sæson prioriteret deltagelse i pokalturneringen. I sidste sæson var det kun målforskellen, der afgjorde adgangen til 'det forjættede land' for Sønderjyske. Nu må vi ganske nøje vurdere holdsammensætningen til pokalkampen. Det kan blive nødvendigt at stille med et reservehold af hensyn til lørdagens ultravigtige kamp mod FC Nordsjælland. Det er vi rigtigt ærgerlige over, siger Ole Nielsen.









