Efter 20 minutter var Sønderjyske foran 3-0, og så stod det klart, at Lyngby må overvintre under stregen.
Lyngbys chancer for at overleve i Superligaen skrumper hastigt.
Lyngby-træner Niels Frederiksen har udpeget Sønderjyske som holdet, Lyngby skal forbi, hvis superligatilværelsen skal forlænges til sommer, men i søndagens indbyrdes opgør vandt Sønderjyske en sikker 3-1-hjemmesejr over Lyngby.
Det betyder, at Lyngby ikke kan nå op på den rigtige side af nedrykningsstregen i efteråret, hvor der kun resterer én spillerunde.
Allerede efter tre minutter bragte Quincy Antipas sønderjyderne foran, og Henrik Hansen fordoblede føringen direkte på frispark fire minutter senere, inden Eyjolfur Hedinsson gjorde det til 3-0 efter 20 minutters spil.
Og så var den kamp afgjort.
På den vindblæste bane i Haderslev virkede Lyngby fuldstændig rådvilde, og Sønderjyske kunne endda have bragt sig yderligere foran inden pausen, hvis Eyjolfur Hedinssons hovedstød ikke havde ramt stolpen.
Efter pausen var Sønderjyskes plan naturligt nok at køre sejren hjem og satse på kontrachancer, og det gav plads til Lyngby længere fremme på banen.
Emil Larsen og Kim Aabech forsøgte at tage initiativ til et comeback for udeholdet, men fik ikke megen hjælp af holdkammeraterne, og det gav Sønderjyske let spil i forhold til at forsvare føringen.
20-årige Emil Larsen fik dog reduceret efter knap en times spil, men tættere på et comeback kom Lyngby ikke.
Lyngby har fortsat fem point op til Brøndby på den rigtige side af nedrykningsstregen, men Auri Skarbalius' mandskab kan øge gabet til otte point, hvis holdet vinder over AC Horsens mandag aften.
/ritzau/










Dejlig kamp og absolut 3 velfortjente point.
Det luner da.