Ariël Jacobs har ikke brugt Sölvi Ottesen ret meget. Islændingen har en kontrakt, der udløber til sommer, men har dog ikke tænkt på fremtiden
Sölvi Ottesen spillede fire af de første otte kampe fra start i denne sæson. Siden er det kun blevet til et sent indhop for islændingen, der er gået fra at være stamspiller til marginalspiller på få måneder.
Ragnar Sigurdsson og Kris Stadsgaard er Ariël Jacobs' førstevalg, og Michael Jakobsen har også overhalet Ottesen i kampen om pladserne i FC Københavns midterforsvar.
Ariël Jacobs kritiserede i starten af november Sölvi Ottesens attitude, der emmede af skuffelse og frustration, men parterne har fået snakket ud.
- Vi har snakket om situationen, og alt er godt mellem os. Det var ikke sådan, at han forklarede mig, hvad jeg skulle gøre for at komme ind på holdet. Jeg ved, at jeg bare skal arbejde hårdt til træning og håbe, at træneren ser noget, han kan bruge, siger Sölvi Ottesen til tipsbladet.dk.
Det betyder dog ikke, at Ottesen er tilfreds med tingenes tilstand. Han ærgrer sig over, at han er ude af holdet, men accepterer, at konkurrencen er hård.
- Jeg spiller ikke lige nu, for der er hård konkurrence, men jeg kæmper hver dag for at overbevise træneren om, at jeg skal spille. Det er ikke rart at være udenfor holdet, og jeg vil gøre alt for at komme tilbage. Kris og Ragnar spiller lige nu, og så er der Michael og mig. Jeg går ikke så meget op i, om jeg er nummer tre eller fire. Jeg er bare ærgerlig over, at jeg ikke spiller, siger den 28-årige midterforsvarer.
Islændingens kontrakt udløber til sommer og med den nuværende situation in mente, vil det være oplagt, at Ottesen begynder at se sig om efter en anden klub, hvor han kan få mere spilletid. Det er dog ikke tilfældet.
- Jeg har ikke tænkt så langt. Jeg tænker på FC København, og alt det andet må vente til engang i det nye år. Min agent tager sig af alt det der, men jeg er stadig glad for at være i FCK, understreger han.
Sölvi Ottesen fik i går en hel kamp i benene, da Island vandt 2-0 over Andorra i en landskamp.
tipsbladet.dk










