Christian Sivebæk skifter FC Midtjylland ud med Seattle Sounders.
Som tipsbladet.dk tidligere har skrevet, har Christian Sivebæks amerikanske skifte trukket ud i et stykke tid.
Men nu bekræfter amerikanske Seattle Sounders, at man har tilknyttet den tidligere FC Midtjylland-spiller.
- Christian er en spiller, som vi har fulgt et godt stykke tid. Han er en god én-mod-én-dribler, der kan bringe konstant kvalitet til vores angribere. Han har god speed og god fysik. Han har været en "up and coming player" i Danmark, og vi ser frem til at tilføje Sivebæk til vores angrebs-arsenal, siger Sounders FCs tekniske direktør, Chris Henderson, til Soundersfc.com.
Også Sivebæk selv er glad for, at skiftet er faldet på plads.
- Det er en spændende mulighed for mig at komme til en klub som Sounders FC. Jeg ser frem til at spille i MLS og for et af de bedste og største hold i USA. Jeg er meget imponeret over klubbens professionalisme, spillernes og stabens høje kvalitet samt de mange og passionerede fans, siger han.
Dermed skifter Christian Sivebæk Danmark ud med USA efter næsten otte år i FC Midtjylland, hvor han aldrig rigtig slog igennem.
tipsbladet.dk









