Adeola Runsewe skifter fra HB Køge til Silkeborg på en fire-årig kontrakt.
Der begynder at ske ting og sager på det danske transfermarked. De seneste par dage har et par danske klubber offentliggjort transfers, og det samme er tilfældet i dag - onsdag.
Silkeborg har således netop offentliggjort tilgangen af Adeola Runsewe, der skifter fra nedrykkerne HB Køge til klubben fra Søhøjlandet. Runsewe har underskrevet en fire-årig kontrakt, der løber frem til sommeren 2016.
- Vi har længe kigget efter noget mere fart til vores hold, og Runsewe er jo en fantastisk hurtig spiller, der vil give os en ekstra dimension i dybden. Han kan spille i begge sider samt på toppen, og han matcher i det hele taget den profil, vi har kigget efter. Vi har i forvejen mange dygtige fodboldspillere, og vi tror på, at vi kan servicere Adeola, så hans evner virkelig kan udfolde sig og komme holdet til gode, siger Silkeborgs sportschef Peder Knudsen.
Adelola Runsewe var en af profilerne på det netop nedrykkede HB Køge-hold i den forgangne sæson. Med sit lynhurtige antrit kom han frem til mange chancer og markerede sig som en af stærkeste offensivspillere hos HB Køge.
Runsewe har tidligere spillet i FC Ebedei, FC Midtjylland, Skive IK, FC Hjørring og Trelleborg FF.










