Keld Bordinggaard i fare for fyring efter Silkeborg tabte bundkampen mod Brøndby.
Er Keld Bordinggaard færdig som træner i Silkeborg?
Svaret blæser i vinden.
Men efter hans tropper satte en føring på 1-0 over styr mod Brøndby i bundkampen, som man tabte 1-2, er hans muligheder for at fortsætte i jobbet blevet forringet betydeligt.
- Spillerne fortjener ros. Deres indstilling fejlede bestemt intet. Men vi tabte. Det er skidt. Hvad angår trænerspørgsmålet udsteder jeg ingen garantier. Nu ligger vi sidst, og er nødsaget til at at analysere ekstra grundigt på tingene. Indenfor de næste par dage forventer jeg, at jeg sætter mig sammen med den øvrige ledelse i klubben. Her vil vi kigge på den samlede situation, og drage en konklusion, sagde direktør Kent Madsen.
Sportschef Peder Knudsen hang også med hovedet.
- Nederlaget gør ondt. Vi spiller en fornuftig første halvleg, og en mindre god anden halvleg. Lige nu har jeg ikke løsningen på, hvordan vi kommer videre herfra. Jeg vil lige sove på det. Andre gange hvor vi har befundet os i en lignende, skidt situation har vi tacklet det forskelligt. Enten har vi haft is i maven, mens vi andre gange har fyret, sagde Peder Knudsen.
Keld Bordinggaard havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe.
- Jeg er dybt, dybt skuffet. I omklædningsrummet efter kampen sagde jeg tak for indsatsen til spillerne. De gav mere end jeg kunne have forventet. Dette nederlag er meget, meget tungt. Vi spiller en fin første halvleg, og falder for langt tilbage på banen efter pausen. Jeg har stor lyst til at fortsætte som træner, og jeg føler også, at jeg har både ledelsens og spillernes opbakning. Men i den situation vi er havnet i, er jeg klar over, at ledelsen vil vende alle sten. Hvilket resultat der kommer ud af evalueringen, har jeg ingen anelse om, sagde Keld Bordinggaard.










