Silkeborgs målscorer og midtbanegeneral, Martin Ørnskov, vil ud at rejse med ligalandsholdet.
Det kører i olie for for cheftræner Troels Bech og Silkeborg i Superligaen i øjeblikket.
Forrige spillerundes overbevisende sejr på 4-1 over FC Midtjylland blev i aftes på tågeramte NRGi Arena i Aarhus fulgt op med en sejr på 2-0 over lokalrivalerne fra AGF.
- Jeg synes, vi fortjente sejren, sagde Martin Ørnskov, der indledte Silkeborg-festen med sin fuldtræffer til 1-0 efter 26 minutters spil.
- Opspillet til scoringen fejlede intet. Det eneste jeg skulle gøre, efter Frank Hansen og Dennis Flinta havde lavet forarbejdet, var jo blot at sende bolden i netmaskerne, sagde Martin Ørnskov.
Han styrede begivenhedernes gang med energi, stort overblik og gode afleveringer fra sin position på midtbanen, og drømmer nu om at komme med ligalandsholdet til Thailand i begyndelsen af det nye år.
- Det vil være fedt, hvis jeg bliver udtaget. Sidst jeg var med (for to år siden, red.), var det en kæmpe oplevelse, sagde Martin Ørnskov.
Og står det til Martin Ørnskov skal sejren over AGF følges op med sejre i efterårets to sidste Superliga-kampe mod FC Nordsjælland og AaB.
- I forhold til i fjor er vi i denne sæson langt mere stabile. Lige nu må vi nøjes med syvendepladsen. Men jeg synes, vi har potentiale til at spille med om topplaceringerne, sagde Martin Ørnskov.
Humøret hos Silkeborgs forsvarsdirigent, Thorbjørn Holst Rasmussen, fejlede heller intet.
- Jeg synes, vi skal være stolte over sejren over AGF. Det er altså halvandet år siden, at de sidst har tabt en kamp i Aarhus. At vi samtidig holder nullet bagude viser, at vi er et hold i klar fremgang, sagde han.
Silkeborg-træner Troels Bech roste sine tropper til skyerne.
- Det er sjældent, at jeg jubler efter en sejr. Men lige nu er jeg altså ellevild af glæde. Peter Sørensen (AGFs træner, red.) har ikke tabt en kamp i Aarhus siden 1997. Og dengang var han Silkeborg-spiller. Så alene på den baggrund har jeg nu fået noget, jeg kan drille ham med, sagde Troels Bech med et smil.
Efter Martin Ørnskov havde bragt Silkeborg foran 1-0, gjorde Kasper Risgård det i slutningen af første halvleg til 2-0, da han på Jesper Bechs oplæg smart lagde bolden indover AGFs fremstormende målmand, Steffen Rasmussen.
- Vi kontrollerede kampen fra start til slut. Det er jeg naturligvis meget tilfreds med.Og så synes jeg, at vi havde godt fat i AGF-angriberne. En stor spiller som Søren Larsen aftvinger respekt. Så ham skulle vi koncentrere os ekstra om at holde nede. Alt i alt synes jeg, at missionen lykkedes, sagde Troels Bech.









