Unge Daniel Høegh var ulykkesfuglen, der med en uheldig brystparade fik sendt OB til tælling.
En ellers jævnbyrdig kamp eksploderede i de sidste ti minutter, hvor forsvarstalentet Daniel Høegh uforvarende fik sendt FC Midtjylland på sejrskurs.
Ved stillingen 1-1 fik Høegh pareret et skudforsøg fra Mads Albæk med bryst - kun for at se, hvordan det fortsatte ind mod mål og via stolpen gik ind bag stregen.
Kort efter satte Jonas Borring trumf på, da han sikkert udnyttede et knivskarpt frisparksindlæg fra Jakob Poulsen og afgjorde kampen med målet 3-1. Borring fik lidt for god plads, og OB-keeperen så lidt for passiv ud i situationen.
FC Midtjylland var i en lige første halvleg bedre til at komme frem til chancerne og skarpere foran mål. Det så man også i 33. minut, hvor Rilwan Hassan dirigerede et indlæg fra Jesper Juelsgaard videre med hælen til Sylvester Igboun, der med et fladt langskud udplacerede Mads Toppel, som i OB-målet var på vej til den forkerte side.
Toppel var ikke direkte skyldig i nogle af midtjydernes mål, men han formåede heller ikke i nogle af tilfældene at hive de mirakelredninger, der kunne have gjort forskellen, op af posen. Det må stadig være en prioritet for den nye sportsdirektør Poul Hansen at hente en topmålmand til OB i et af de kommende transfervinduer, selvom Toppel langt fra udstråler den samme usikkerhed, som kendetegnede hans forgænger i målet, tyske Stefan Wessels.
OB fik udlignet midt i anden halvleg efter 66 minutter, da Peter Utaka fulgte op på et hovedstød fra Hans Henrik Andreasen efter et godt indlæg fra den offensive venstre back, franske Bernard Mendy.
Men kort efter var Daniel Høegh uheldig med at snyde sin egen målmand, inden Borring satte en streg under med sit hovedstød til 3-1.
Reginussen reducerede til 2-3 langt inde i overtiden, men det var for sent til at ændre på udfaldet.
Et resultat, der måske kan sætte FC Midtjylland tilbage på sporet i jagten på topplaceringerne, mens OB fortsat har et svært arbejde forude for at komme ud af krisen.









