Både danske og udenlandske klubber har kigget nærmere på Koldings angriber, Justice John Erhenede.
Den tyske traditionsklub Karlsruhe har haft scouts på plads i den danske førstedivision i forårets løb for at følge Koldings nigerianske angriber Justice John Erhenede.
Med 11 sæsonmål for Kolding, der har kæmpet om at undgå nedrykning, har den 23-årige angriber gjort god reklame for sig selv og sine evner som målskytte.
Med kontraktudløb denne sommer er den talentfulde angriber med fortid i FC Midtjylland og Vejle klar til at tage et skridt op ad stigen og prøve nye udfordringer.
Karlsruhe har tilbudt Justice John Erhenede at komme til prøvetræning i det tyske og se nærmere på forholdene i anden bundesligaklubben.
Men tyskerne kan få konkurrence om angriberens signatur fra superligaklubberne Lyngby og Sønderjyske, erfarer sporten.dk
Desuden er yderligere en udenlandsk klub inde i billedet.
AC Milans Aserbajdsjanske satellitklub FC Baku viser også interesse for Justice John Erhenede.
- Jeg kan ikke kommentere på klubnavne, men der er stor opmærksomhed omkring Justice lige nu. Vi vil overveje, de tilbud vi får nøje. Det er et vigtigt tidspunkt i hans karriere, fordi han har en familie at sørge for. Derfor skal hans næste klub ikke kun være en større udfordring rent sportsligt, men det skal også være en økonomisk god aftale, siger spillerens agent Sascha Günter til sporten.dk.









