Herman Salling Fonden har doneret 5,5 millioner kroner til AGFs nye fodboldcenter
AGF vil gerne renovere klublokalerne på Fredensvang, og i bestræbelserne på at gennemføre disse har klubben modtaget en god håndsrækning fra Købmand Herman Sallings Fond, der donerer 5,5 millioner kroner til klubben.
Klubhuset, som er fra 1942, er ikke længere i den stand, som svarer til AGFs position i dansk fodbold, og derfor er det ekstra glædeligt med håndsrækningen fra fonden, siger klubbens direktør.
- Et nyt, moderne klubhus vil give vores talentudvikling og Superliga-hold yderligere et løft, og vi er meget taknemlige for, at Købmand Herman Sallings Fond ønsker at række AGF af 1880 en hjælpende hånd, siger den administrerende direktør, Jan Christensen, i en pressemeddelelse.
Glad for donationen er også Erik Meineche Schmidt, som er hovedformand i AGF af 1880, som er i gang med planerne.
- Vi er allerede kommet langt i arbejdet med at renovere det eksisterende klubhus og banerne. Nu gælder det om at få rest-finansieringen til det nye byggeri på plads, så vi kan komme helt i mål og få skabt et unikt fodboldcenter for byens bedste fodboldspillere.
tipsbladet.dk









