Randers-forsvareren Remco van der Schaaf er blevet opereret i det ene knæ og er ude de næste tre måneder.
Randers må klare sig uden Remco van der Schaaf i resten af efteråret. Han har fået fjernet noget brusk i knæet ved en vellykket operation, og der venter ham nu tre måneders pause, så han tidligst kan være klar igen, når forårssæsonen starter.
- Det var det rigtige tidspunkt, at Remco fik foretaget operationen. Nu får han en god og lang vinterpause til at komme sig i, inden vi ser ham tilbage på træningsbanen, når starten på forårssæsonen nærmer sig. Jeg håber på, at han kommer sig hurtigt, og vil være klar til igen at tørne ud for os ved fuld styrke, hvilket er meget vigtigt for Randers FC, siger Randers FCs cheftræner Colin Todd til klubbens hjemmside.
At skulle undvære Van der Schaaf i efterårets sidste to Superliga-kampe og den sidste pokalkamp, skaber dog ikke noget nyt hul i Randers-defensiven. Hollænderen har siddet ude siden 11. spillerunde, hvor han udgik efter et kvarter mod hans tidligere klub Brøndby.
Van der Schaaf har spillet ni Superliga-kampe i denne sæson.
tipsbladet.dk







