Der er et oprør på vej i kriseramte Brøndby, hvor nogle af Per Bjerregaards normale støtter er ved at indse klubbens alvorlige situation og derfor vil kræve ændringer.
Det skriver Morten Crone Sejersbøl, fodboldredaktør på BT, i sin klumme.
- For midt i depressionen over de aktuelle problemer, der også tæller udskiftningen af den fjerde direktør på fire år for blot en måned siden, en retssag om feriepenge i mangemillionstørrelsen og en generel økonomisk drift, der truer med at sende klubben helt i knæ, er der måske – gentager måske – lys at ane. Delkonklussionen kunne være, at intet er så skidt, at det ikke er så godt for noget, for i korridorerne tales der for tiden om noget så uhørt som et ‘ungdomsoprør’ mod Per Bjerregaard, skriver Morten Crone Sejersbøl.
Ifølge fodboldredaktørens kilder er den likvide situation i klubben så alvorlig, at Brøndby i løbet af få måneder kan få problemer med at udbetale løn, og det har fået nogle af Per Bjerregaards normale trofaste støtter til at overveje en ændring af klubbens aktiestruktur.
- Det er ifølge vores oplysninger nået så vidt, at Per Bjerregaards normale støtter er ved at falde fra. Finn Andersen er smuttet, Benny Winther, næstformand og gammel ven, har hverken interessen i eller midlerne til at redde klubben i denne omgang, og de yngre medlemmer af bestyrelsen (Bjarne Jensen, midlertidig direktør Tommy Håkansson og Johnny Nielsen) skal ikke være interesserede i at fortsætte den blinde benægtelse af udefrakommende kapital. Deraf betegnelsen ‘ungdomsoprør’, skriver redaktøren og fortsætter:
- Det er næppe sandsynligt, at Per Bjerregaard bliver kuppet. Dertil er han magtfuld, stolt og intelligent nok til selv at trække sig i stedet, hvilket jeg imidlertid godt kunne se ske med begrundelsen om et svigtende helbred (omend også det ville stride mod hans stolthed). Sikkert er det, at nogen vil have ændringer, og at de denne gang er flere og tættere på ham end tidligere.









