OB vil holde lav profil på transfermarkedet. Der skal ro på i det fynske, siger sportschef Poul Hansen.
Med tilgangen af Troels Bech som træner i sommer kom der for alvor gang i svingdøren i OB.
Ud røg ældre profiler som Eric Djemba-Djemba, Bernard Mendy samt de vigtige spillere Kalilou Traoré og Rurik Gislason.
Ind kom i stedet talentet Emil Larsen og den norske U21-spiller Marcus Pedersen samt den ungarske profil Krisztián Vadócz oven i lejemålet af Michael Silberbauer. Nu skal det imidlertid være slut med transferaktiviteten.
Sportsdirektør Poul Hansen mener, at truppen har ’enormt potentiale’ og vil helst bare spille sæsonen færdig med den nuværende trup.
- Vi håber ikke, der sker ret meget i vintertransfervinduet. Vi vil jo gerne have, at det her hold får lov at spilles sammen, så jeg forventer ikke et aktivt transfervindue overhovedet, siger Poul Hansen.
- I de sidste to transfervinduer har vi skiftet ti spillere, og nu vil vi gerne have lidt ro på, fortsætter han og siger om den manglende topangriber i truppen:
- Lige nu har vi Marcus Pedersen og Morten Skoubo, som spiller på toppen, så vi har to deciderede angribere. Det er sjældent, at alle målene kommer fra én angriber. De kommer mange steder fra, og sådan skulle det også gerne være hos os. Jeg synes, at Marcus har haft en fin entré her.
Under alle omstændigheder skal Poul Hansen træffe en beslutning vedrørende den aldrende svensker Andreas Johansson, som har kontraktudløb til vinter. Men den 34-årige offensivspillers OB-fremtid er endnu ikke besluttet og ligger i hænderne på træner Troels Bech.
Trods den kraftige udmelding åbner OBs sportsdirektør døren på klem for salg eller køb af spillere.
- Du kan ikke skifte ret meget mere, end det vi har gjort over et halvt år, så nu vil vi meget gerne have lidt kontinuitet i det. Selvfølgelig sker der normalt altid et eller andet, men det må helst ikke være ret meget.
Ifølge sporten.dk's oplysninger har Emil Larsen en frikøbsklausul på omkring 1,2 millioner euro - cirka ni millioner kroner - en klausul, der aktiveres næste sommer og har fået Monaco til at spærre øjnene op.
- Det kan godt være, de har henvendt sig, men der er ikke noget konkret. Og tager man 95 procent af de ting, der bliver skrevet om klubberne, passer det ikke. Så kan du selv regne ud, om det er blandt de fem procent, lyder det kryptiske svar på spørgsmålet om Emil Larsen.
I september måned belyste sporten.dk, hvordan det reelt set har været direktør Thomas Christensen, som har stået for handlerne i OB og haft det sidste ord.
Her kom det også frem, hvordan OB missede den nuværende FCK-stjerne Nicolai Jørgensen, selv om spilleren og agenten Bjarne Goldbæk var enig med klubben, men blev droppet, fordi økonomien ikke tillod det med Leverkusen. Tilmed formåede sportsdirektøren at gøre sig uvenner med et par agenter i Europa, da han blandt andet fik scouten Erik Larsen til at gå uden om klubben Haugesund for derefter at kontakte den serbiske angriber Nikola Djurdjic.
En ulovlig handling efter UEFAs regler og en masse anklager mod Poul Hansen, men han fortryder intet.
- Jeg ved godt, hvad jeg har sagt og gjort henover sommeren. Sådan er det, og jeg er meget tilfreds med, hvordan tingene er foregået på i klubben, siger han om skriverierne.
Kan du forstå, hvorfor det har set ud, som om du bare har styret efter Thomas Christensen i OB?
- Nej, det kan jeg sådan set ikke.










