Sønderjyske forstærker sig yderligere. Niels Lodberg hentes i Horsens
Sønderjyske gør det igen. Til trods for at sønderjyderne har Superligaens mindste budget, så slår de til på transfermarkedet og henter en liga-profil til Haderslev.
Sportschef i Sønderjyske, Ole Nielsen, siger i den officielle pressemeddelelse:
- For det første får vi en rigtig ledertype med fantastisk vinderattitude og en dejlig udstråling på banen. Niels Lodberg er udset til at spille i det centrale midterforsvar, men kan jo også spille på en række andre pladser. Han er stærk i duelspillet og vil tilføre holdet en ny og spændende dimension i udspillet fra bagkæden. Endelig er han, som alle ved, ekstremt farlig i dødboldsituationerne. Vi får i Niels Lodberg en dygtig fodboldspiller og en kriger, der til fulde lever op til de lyseblå værdier. Han vil helt sikkert begejstre tilskuerne på Haderslev Fodboldstadion, og jeg glæder mig rigtig meget til at se ham i aktion for Sønderjyske, understreger Ole Nielsen.
Niels Lodberg siger i samme meddelelse om klubskiftet.
- I Sønderjyske har man et ærligt fodboldhold, hvor alle ved, hvad de er gode til, og hvad de ikke er så gode til. Jeg betragter også mig selv som en ærlig fodboldspiller og kan til enhver tid stå inde for værdierne og dyderne i Sønderjyske. Der er et fantastisk sammenhold i truppen, hvor alle arbejder stenhårdt for hinanden. Holdet har i de senere år også udviklet sig meget på det spillemæssige område. Jeg tror på, at der er potentiale til mere endnu. Det tiltaler mig rigtig meget, og jeg håber, at jeg i de kommende sæsoner kan yde mit bidrag til den positive udvikling. Det har faktisk været et let valg at skifte til Sønderjyske, der fra den første kontakt har været på banen med et godt tilbud. Jeg har derfor også en rigtig god mavefornemmelse og glæder mig meget til at blive en del af det lyseblå fodboldhold, slutter Niels Lodberg.
Sønderjyske har tidligere på foråret præsenteret midtbanespilleren Salami som ny mand i truppen.
Niels Lodberg har spillet de seneste otte sæsoner i AC Horsens. Her har han spillet i angrebet, på midtbanen og i forsvaret, og han er rykket op og ned med klubben, men, som sporten.dk tidligere har skrevet, så brød forhandlingerne sammen mellem parterne, og hen mod afslutningen af sæsonen stod det klart, at han skulle finde en ny klub.
Og noget tyder på, at der har været en vis interesse for Niels Lodberg. På rygteplan har klubber som AaB, Randers og Brøndby spøgt.










