Mads Øland vil ikke kommentere, efter Brøndby tidligere i dag truede med ikke at udbetale løn til de ansatte.
Mens Brøndby IF bekræfter, at der udbetales 0 procent i løn på torsdag, hvis ikke klubben når til enighed med Spillerforeningen om en lønnedsættelse til 25 procent i februar, så vil Spillerforeningen ikke kommentere på sagen. Jesper Håkansson, direktør i Brøndby, har udtalt til Sporten.dk, at der udbetales 0 eller 25 procent i løn, mens forsvarsspiller Martin Albrechtsen fra Brøndby forklarede til Sporten.tv2.dk, at spillerne var blevet lovet fuld løn på et møde tidligere i dag.
Forvirringen er til at tage at føle på, specielt da Brøndby ifølge Jesper Håkansson ved en fejl sendte lønsedler ud til medarbejderne med en løn på 100 procent. I Spillerforeningen ønsker man dog ikke at bidrage til at få opklaret, hvad der er op og ned i sagen om løn i Brøndby. I stedet forklarer direktør Mads Øland, at man tager Jesper Håkanssons udtalelser til efterretning:
- Naturligvis kommer vi til at kigge på det. Men om der kommer en
udmelding i morgen, eller hvornår det bliver - det har jeg ingen
kommentar til, siger den fåmælte direktør til Sporten.tv2.dk.
Det er dermed endnu ikke til at sige, hvad der konkret kommer til at ske i sagen.
tipsbladet.dk










