OBs norske midterforsvarer, 25-årige Tore Reginiussen, overvejede at droppe fodbolden, inden han kom til den fynske klub.
OBs Tore Reginiussen fik en smule oprejsning ovenpå et skidt efterår, da han i går scorede sejrsmålet, da det norske ligalandshold slog Thailand med 1-0. Selv om Reginiussen på ingen måde har spillet overbevisende, siden han kom til den fynske klub i sommer, har han tidligere været meget længere nede rent psykisk.
Inden OB hentede ham til Superligaen fik Reginiussen, der betragtes som en af Norges dygtigste midterforsvarere, et par særdeles mislykkede klubophold i bagagen. Først blev han skrottet i den tyske storklub Schalke 04, og senere kunne han heller ikke bruges i Serie A-bundklubben Lecce. Derfor rejste han desillusioneret hjem til Tromsø, men på dette tidspunkt - for præcis et år siden- kunne han lige så godt have kastet håndklædet i ringen og lagt støvlerne på hylden.
- Der har været virkelig mange nedture, og det var næsten sådan, at jeg havde lyst til at stoppe som fodboldspiller. Men det er der hurtigt blevet vendt op og ned på, og nu ser det meget lysere ud, sagde Reginiussen ifølge adressa.no efter gårsdagens ligalandskamp.
Tore Reginiussen var fast mand på OBs mandskab i det meste af efteråret, men mod slutningen måtte nordmanden se sig henvist til en plads som reserve.









