Selv om OB ikke er kommet flyvende fra start i årets Superliga, afviser sportsdirektør Poul Hansen at ændre markant på spillertruppen.
Efter weekendens nederlag til Randers FC kunne det være nærliggende for OB måske at styrke angrebet. En mulighed, Poul Hansen ikke helt vil afvise, selvom ingen nye spillere i øjeblikket er tæt på et skifte til Ådalen.
-Hvis vi skulle have noget, så er det på angriberpositionen, men de er også lige den tand dyrere end andre spillere, og det skal være en, der er bedre end dem, vi har i truppen. Det ser jeg ikke, at vi kan finde lige nu med de midler, vi har, siger sportsdirektøren, der dog slår fast, at spillerindkøbene for en stund er sat i bero.
- Lige nu er der slet ikke noget, vi decideret arbejder på. Truppen er fin, men det er da klart, hvis der kommer den rigtige angriber, så slår vi til, men der er slet ikke noget i gang lige nu, og det er ok, siger han.
Rygterne om, at Morten 'Duncan' Rasmussen skulle være en mulighed for OB, afviser sportschefen dog fuldstændigt.
- Morten 'Duncan' har en rigtig god kontrakt i Celtic, og det er slet ikke noget, vi kan matche, så vi har ikke en gang forsøgt på noget. Det er rygter det hele, fastslår han.
Samtidig fortsætter uheldene fortsætter med at vælte ned over målmand Jesper Christiansen, der fik problemer med sin lyske mod slutningen af kampen mod Randers FC.
OB-målmanden havde en frustrerende tid som ny mand i truppen i foråret. Det blev kun til sølle én optræden, hvor han i øvrigt måtte lade sig skifte ud med en skade.
Det var symbolet på en forfejlet forårssæson, og derfor var det også glædeligt for OB og Christiansen selv, at han i Superliga-premieren i sidste weekend startede inde og holdt hele kampen.
Det gjorde han igen mod Randers søndag, men undervejs fik han problemer med lysken. Der er dog ikke udsigt til endnu en lang skadespauser for den tidligere landsholdsmålmand.
- Han har trænet med mandag, men vi har skånet hans lyske, fordi han havde nogle problemer med den i den sidste halve time mod Randers, siger Poul Hansen, der erkender, at målmanden ikke har fået den bedste start i Ådalen.
- Jesper Christiansen har været lidt uheldig med sin ryg, da han kom, men han har lige haft seks uger uden problemer, så jeg er helt rolig. Vi er fint tilfredse med målmand-situationen, så der kommer ikke til at ske noget på den front, siger Poul Hansen.
OB regner altså med at få målmanden klar til FC Nordsjælland-kampen på søndag, og det samme gør sig gældende med ofte skadede Kalilou Traoré, der fik comeback søndag, men pådrog sig en mindre knæskade.
- Man kommer sig generelt hurtigere over slitage, når man har vundet. Det gjorde vi ikke, så der er nogle, der er ramt på fysikken. Kalilou Traoré har lidt problemer med det ene knæ, men det er ikke værre, end at vi regner med, han snart går med i træningen, siger Bech.
OB spiller ude mod mestrene fra FCN i næste runde.









