Anders Møller Christensen og talentet Christian Sørensen bliver i OB
34-årige Anders Møller Christensen bliver i OB til 2013. Klubben har valgt at forlænge den nuværende aftale, der ellers udløb omkring anførerens 35 års fødselsdag til sommer.
- Anders lever på alle måder op til vores værdier og har en vindermentalitet og arbejdsmoral, der gør ham til en god foregangsmand for resten af truppen. Derfor er det vigtigt for os, at vi er blevet enige om en kontraktforlængelse, så vi kan fortsætte kontinuiteten i truppen, hvor vi har flere store talenter på vej, som har brug for en stærk og rutineret medspiller, der har de spilmæssige styrker og det store overblik, som Anders besidder, siger sportsdirektør Poul Hansen i en pressemeddelelse.
Samtidig har klubben givet et år mere til den unge kantraket Christian Sørensen, der fik sit efterår ødelagt af skader, men nu har fået en del spilletid i OBs forberedelser til forårs-sæsonen.
- Både i de kampe, han spillede i efteråret, og i hans indsatser i flere af træningskampene denne vinter, har han vist stor motivation og lyst til at fortsætte sin rivende udvikling, og det glæder vi os over, at han med kontraktforlængelsen kommer til at gøre hos os, siger Poul Hansen.









