FC Midtjylland overtog ganske vist andenpladsen i Superligaen, men holdet fik kun 1-1 hjemme mod Sønderjyske.
Sønderjyske har i de sidste par år haft et ry som et hold, der er meget svært at nedbryde. Det ry levede Danmarks sydligste Superliga-mandskab op til mandag aften ude mod FC Midtjylland.
FCM kom ellers fint fra land, da Sylvester Igboun bragte holdet foran efter 18 minutters spil - med lidt hjælp fra gæsterne.
Hjemmeholdets Jesper Juelsgård slog et indlæg fra venstre side, og Sønderjyskes Jonas Troest ramte holdkammeraten Hallgrimur Jonasson i sit forsøg på at afværge faren - med det resultat, at bolden endte hos Sylvester Igboun, som let kunne sparke den ind i kassen.
Sønderjyske arbejdede dog ufortrødent videre, og det lykkedes også at ryste den midtjyske defensiv. På et tidspunkt ville gæsterne for eksempel gerne have haft straffespark, da FCM-anfører Kristian Bak tog armen til hjælp, men dommer Claus Bo Larsens fløjte forblev tavs i den situation.
Fem minutter før pausen kom så den helt fortjente udligning, da Henrik Hansen afsluttede et godt opbygget angreb i Sønderjyskes venstre side med at sparke bolden ind i det lange hjørne uden chance for FCM-målmand Jonas Lössl.
Anden halvleg - og især slutningen af anden halvleg - stod i FCMs tegn. Rilwan Hassan, Nworuh Jude og Sylvester Igboun havde store chancer for at score sejrsmålet, men det forblev 1-1, og dermed måtte FCM for anden uge i træk nøjes med uafgjort. I sidste weekend var det bundproppen HB Køge, der tog point fra de midtjyske ulve.
I midtugen røg FCM også ud af pokalturneringen efter nederlag til FCN.
Mandagens ene point betød dog, at FCM overtog andenpladsen, men holdet er nu seks point efter FCK.
Sønderjyske deler Superligaens ottendeplads med Silkeborg.









