DBU må gerne tage Patrick Mtiligas bonus fra landskampen mod Italien.
I udgangspunktet skulle Patrick Mtiliga have haft 9.000 kr. for at starte på banen i VM-kvaliftikationskampen mod Italien tirsdag. Men da FCN-backen jo ikke kom på banen, fordi han ikke følte sig klar, da han blev spurgt, kan det meget vel være, at de 9.000 kr. går hans næse forbi.
- Spillerne modtager som udgangspunkt bonus for at være til rådighed i de pågældende landskampe. Idet Patrick Mtiliga meddelte landstræner Morten Olsen, at han ikke var klar til at spille kampen og dermed mod forventning ikke var til disposition, vil vi naturligvis forholde os til dette ved beregningen af hans bonus, skrev DBUs informationschef, Lars Berendt, efter henvendelse fra TV2/Sporten
Men det mulige indtægtstab bekymrer ikke den nu forhenværende landsholdsspiller.
- Den bonus må DBU gerne beholde, sagde Patrick Mtiliga efter FC Nordsjællands sejr på 3-0 over Silkeborg fredag aften.
- De penge er den mindste af alle mine bekymringer, tilføjede han.









