Den norske angriber "Mos" sætter FCKs tålmodighed på prøve. Han tøver med at underskrive kontrakten.
Planen var lagt, og tingene så ud til at flaske sig for FCKs kombinerede cheftræner- og sportsdirektør Carsten V. Jensen.
Han ville have FCKs to transferprioriteter i januar med, når FCK på lørdag rejser på træningslejr til La Manga. Forsvarsprofilen Kris Stadsgaard og den norske topscorer Mostafa Abdellaoue skulle begge være en del af truppen til den vigtige forberedelsestur under varmere himmelstrøg før sæsonpremieren i marts.
Faktisk havde FCK ifølge sporten.dks oplysninger regnet med at præsentere dobbelt-scoopet i denne uge, men nu er der risiko for, at handlen med »Mos«, som Vålerenga-angriberen kaldes, falder til jorden. Abdellaoue forhandlede mandag aften med FC København, og FCK forventede endda, at man kunne blive enige hurtigt.
Men Abdellaoue og hans agent, Stig Lillejord, spiller højt spil og lader FCK sidde i venteposition.
- Vi vil bruge den tid, som er nødvendig. Første frist er 31. januar, der lukker vinduet. Det er altid rart at være ønsket i en så stor klub, men det er en vigtig afgørelse i en så ung spillers karriere at flytte fra trygheden, siger Lillejord til Aftenposten, og efterlader indtrykket af, at Mos-lejren forhaler beslutningen.
Ifølge sporten.dks kilder er det til stor irritation for FCK, at man nu må vente på et endeligt svar fra 23-årige Mostafa Abdellaoue. Derudover bryder man sig heller ikke om den åbenhed omkring dialogen med FCK, som både Abdellaoue og agenten Stig Lillejord har benyttet.
FCK brugte desuden meget krudt på at få lukket en aftale med Vålerenga på en pris omkring de 7,5 mio. kr., hvor Mos endda aktivt pressede på for at komme til FCK. Nu er det imidlertid Mos-lejren, der har taget bukserne på ved at gamble, og måske er det endda et forsøg på at presse FCK til et bedre løntilbud.
Ifølge norske medier har Mos været utryg ved, om han kunne få masser af spilletid i en trup med flere gode angribere.
- Det var vigtigt for Mos at vide, hvordan de vil bruge ham i forhold til spillesystem og andre spillere. Derfor var det vigtigt med en masse informationer på mødet i mandags, siger Stig Lillejord til Aftenposten.
Lykkedes det FCK at hente Mos, vil de få en type meget lig Cesar Santin. Han er hurtig og driblestærk med en fornem målnæse som brormand Moa, der bomber mål ind i Bundesligaen for Hannover 96 og er på det norske A-landshold.









