AC Horsens-træner Johnny Mølby ville ikke bebrejde dommer Henning Jensen, at hans hold slap skidt fra premieren mod FC Nordsjælland.
AC Horsens tabte premieren mandag aften til FC Nordsjælland med 0-4, men meget kunne have set anderledes ud, hvis dommer Henning Jensen havde dømt anderledes i et par situationer.
Ved 0-1 fik hjemmeholdet Martin Spelmann udvist, efter at den tidligere Brøndby-spiller havde fået sit andet gule kort, selvom det kunne se ud som om, han blot gled på banen, inden han ramte FCN-målmand Jesper Hansen.
Ved 0-2 følte østjyderne sig snydt for et straffespark, da Troels Kløve fik fjernet støttebenet i det kriminelle felt, men her forblev Henning Jensens fløjte tavs.
- Det er et par kontroversielle situationer, og nogle gange går de éns vej, og andre gange gør de ikke. Dommeren skal ikke have skylden for nederlaget, sagde AC Horsens-træner Johnny Mølby efter kampen til TV2 Sport.
Han så andre årsager til sammenbruddet.
- Vi kommer skidt i gang. Vi kommer bagud, men har så to-tre store chancer, og så går det, som det ofte går mod FCN. De er piv-effektive på deres chancer, og det er vi ikke, sagde Johnny Mølby.
- Så kommer udvisningen, og derfra bliver det op ad bakke. Vi kan ikke få lagt det tryk, vi gerne vil, fordi FCN er så gode til at spille bolden rundt. De få chancer, vi så får, skal vi udnytte, hvis vi skal have en chance for at komme tilbage i kampen. Det gør vi ikke, og til sidst scorer de to mål, da vi er blevet trætte, sagde AC Horsens-træneren.










