FC Nordsjælland vandt 4-1 over Sønderjyske, og mestrene er dermed tilbage på førstepladsen i Superligaen.
De startede sæsonen lidt slingrende, men nu er FC Nordsjælland tilbage på den placering, holdet sluttede på i sidste sæson: Nummer 1.
Fredag mødte holdet Sønderjyske på hjemmebane, og her fik de forsvarende mestre en drømmestart, da Joshua John scorede sit sjette mål i fire kampe. Han driblede i venstre side af straffesparksfeltet, og sendte et skruet skud afsted mod det søndersjyske mål. Målmand Håkan Opdal burde have afværget hollænderens forsøg, men bolden røg under den norske keeper og ind i netmaskerne.
Sønderjyske kom sig dog hurtigt over den dårlige start, og det var ganske fortjent, da holdet ti minutter før pausen kunne bringe balance i regnskabet.
Quincy Antipas kom en høj frisparksbold i møde, og spilleren fra Zimbabwe timede sit hovedstød flot til at sende kuglen forbi alt og alle til 1-1, som også blev slutfacit på 1. halvleg.
I anden halvleg startede FCN som lyn og torden, da først Patrick Mtiliga og siden Søren Christensen i løbet af de første ti minutter sendte hjemmeholdet på vinderkurs.
Det slog benene væk under Sønderjyske, og 12 minutter før tid fik Mikkel Bechmann både tid og plads til at slå sejren fast til 4-1 med et smukt skud fra kanten af straffesparksfeltet.
Resultatet betyder som nævnt, at FCN i hvert fald midlertidigt overtog førstepladsen fra FCK, som imildertid kan overhale mestrene igen, hvis det lykkes at få point mod Randers FC lørdag. OB, der møder AaB søndag, kan også overhale FCN med sejr.
Sønderjyske er gået lidt i stå efter en fin sæsonstart og ligger nummer seks.










