Jesper Hansen er på blokken i den engelske Premier League-klub West Ham. Også en italiensk klub er på banen.
Selvom FC Nordsjælland kan kigge tilbage på deres første Champions League-kampagne og konstatere, at de har lukket over 20 mål ind, så er det alligevel keeper Jesper Hansens præstationer, der springer i øjnene som en af de stærkeste i truppen.
Efter en række fremragende kampe i den europæiske turnering bliver det udenlandske søgelys nu rettet mod netop ham, og i dag meldes således den engelske Premier League-klub West Ham og italienske Catania fra Serie A interesserede i målmanden.
Ifølge talkSPORT har West Ham haft talentspejdere på plads til FC Nordsjællands kampe, hvor målmanden har været under opsyn, og hvis målmanden har imponeret West Ham nok, så vil han med et skifte komme i konkurrence med finske Jussi Jaaskelainen om en plads i målet.
Skulle klubbernes bud på keeperen blive accepteret af FCN, vil de formentlig ikke få problemer med at overtale den 27-årige Jesper Hansen. Tidligere i november forklarede han til tipsbladet.dk:
- Jeg håber at få muligheden for at komme til udlandet til januar eller til sommer. Det er målet.
Jesper Hansen har spillet i FC Nordsjælland i det meste af sin seniorkarriere - kun afbrudt af et enkelt lejeophold i Ølstykke.







