Horsens hentede en sikker sejr i Haderslev, da topholdet Sønderjyske fik prygl.
På måltavlen stod der 0-2, men spillet på banen viste en meget større forskel.
Horsens' besøg i Haderslev blev en kamp, hvor udeholdet tilføjede Sønderjyske det første nederlag på 0-2 med Troels Kløve som første målscorer.
- Vi kæmper sindsygt flot, og det er fuldt fortjent, at vi vinder. Jeg kæmper det bedste, jeg har lært, og tingene lykkes for mig, så det er dejligt, sagde Troels Kløve til TV2 Sport.
Den 21-årige midtbanespiller fik kun otte kampe i hele sidste sæson, men fire runder henne i 2012-13-versionen er han startet inde i samtlige kampe. I to af dem er tilliden fra træner Johnny Mølby kvitteret med to mål.
- Jeg føler bare, at jeg har fået en supergod sæsonstart. Jeg forbedrer mig hele tiden, og jeg håber at bygge på. Vi fik en skidt start med nederlag mod FC Nordsjælland, men siden har vi vist, hvad vi er lavet af. Vi står sindsygt godt og kreer en masse chancer, forklarede Troels Kløve, der også kunne se Martin Spelmann score på straffespark.
Næste opgave for Horsens hedder Elfsborg torsdag, når holdet skal forsøge at avancere fra Europa League-kvalifikationen efter 1-1 i første kamp.










