Den levende landsholdslegende Martin Jørgensen mener, Patrick Mtiliga har svigtet sine holdkammerater ved at nægte at spille mod Italien.
Med sine 102 landskampe er Martin Jørgensen en af de mest rutinerede spillere i det danske landsholds historie. Han kender spillerne, trænerne og ikke mindst stemningen og reglerne omkring det rød/hvide hold, og var derfor meget overrasket, da han i aftes fandt ud af, at Patrick Mtiliga inden den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Italien havde sagt nej til at varme op og spille.
- Jeg kender ham ikke så godt, men jeg er overrasket over, at nogen overhovedet kan finde på at gøre det, siger Jørgensen til sporten.dk.
AGF-spillerens, som senest spillede på landsholdet sidste efterår, forstår Mtiligas skuffelse over at blive vraget, men han mener alligevel at Superliga-kollegaen har begået en stor fejl ved at nægte at spille.
- Jeg kan godt forstå, at Patrick er skuffet og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor han overhovedet er med, når der kommer en mand ind udefra (Simon Poulsen, red.) og tager pladsen på venstre back. På den anden side bør han jo gribe chancen for at spille i en vigtig kamp mod Italien, bedyrer Jørgensen.
- Det er lidt mangel på respekt overfor hans holdkammerater og trænere. Det synes jeg. Tænk hvis alle de 12 andre, som heller ikke skulle spille, reagerede på samme måde, fortsætter han.
Jørgensen har spillet adskillige år i primadonna-land nummer ét, Italien, men alligevel har han aldrig set en spiller stille sig på bagbenene på samme måde som Patrick Mtiliga gjorde tirsdag aften.
- Der har nok været lidt episoder i Italien med spillere der følte sig for gode til ikke at spille, men at en spiller direkte nægter at varme op og spille, mener jeg ikke, jeg har set før, fastslår Jørgensen, der ikke er overrasket over Morten Olsens lynhurtige fyring af backen.
- Nu er der allerede sket noget lignende på landsholdet før, men det overrasker mig ikke, at Morten Olsen melder ud på den måde. Jeg tror, det er mangelen på respekt, der får ham til det. På et hold skal man kunne stole på hinanden og have respekt for hinanden. Er respekten der ikke, er et hold dødsdømt fra starten, slutter Martin Jørgensen.







